Håndbold » Værdier og forventninger
I Frem Skørping Håndbold har vi et mål om, at det skal være sjovt at gå til håndbold. Det gælder uanset om man er ung eller gammel, uanset om man er nybegynder eller rutineret. Vi sigter mod at tilgodese alle niveauer og talenter og skabe gode rammer for hele spektret af børn, unge og ældre, der har lyst til at spille håndbold.

Dette forudsætter:

Fællesskab og klub-ånd: Håndbold er en holdsport - netop derfor er fællesskab og ansvar overfor hinanden en vigtig brik. Spillerne er afhængige af hinanden og en del af et fællesskab både til træning og til kampe – ingen spillere kan vinde kampen på egen hånd.
Det er derfor at stor betydning at der skabes et miljø der understøtter og fremelsker fællesskab og sammenhold. Vi bidrager alle - store som små – til klubbens sammenhold.

Respekt og fairplay: Vores hold spiller selvfølgeligt for at vinde – men også for at have det sjovt og udvikle sig.  Vores hold behandler medspiller som modspiller med respekt, så håndbold bliver en god oplevelse – både til træning og til kamp. Vi forventer god opførsel af både spillere og trænere, forældre og tilskuere. Vi tolererer ikke mobning og chikane.

Engagerede trænere/hjælpetrænere og holdledere: Et engageret trænerteam omkring spillerne er en forudsætning for at det er sjovt og udviklende at spille håndbold. For at fastholde vores dygtige trænere og rekruttere nye, tilbydes de inspiration og videreuddannelse gennem diverse kurser.
Vi sørger for der mindst er 1 voksen træner pr. hold

Opbakning fra forældrene: Forældreopbakning og en positiv tilgang til spillet og klubben er en vigtig del for børnenes glæde ved håndboldspillet. Klubben ønsker at opbygge og fastholde nogle rammer der gør, at alle forældre føler sig velkomne i klubben - bl.a. ved en god kontakt træner, bestyrelse og forældre imellem, et godt informationsniveau og et positivt socialt samvær i klubben sammen med børnene.
Det er naturligt, at forældrene inddrages i arbejdet omkring holdet. Læs mere under ’Forventninger til forældre’.

Åbenhed: Hvis der er noget der giver anledning til undren eller utilfredshed vil vi gerne opfordre til, at man går til træneren eller til en person fra bestyrelsen med sin bekymring. Det er vores holdning at åbenhed og dialog virker fremmende for et godt samarbejde. 
 
Idrætsforeningen - FREM Skørping | Himmerlandsvej 59 | 9520 Skørping